Solopgange, frirum og intention

Af Nikolaj Callesen

Om online-fatigue, abstrakt ekspressionisme og det samtidige landskabsfotografi

Instagram flimrer ud i natten ved min sengekant, det er efterår. Fotografierne – billederne – fortolkningerne af løvfaldet i solskin, på baggrund af en blå himmel eller i stormen Ophelias rusken, blander sig i mit feed med et svingende Superflex-pendul, likes og halve genskin af malerkunst i Durban.

Jeg får endelig slukket, lægger mig igen, urolig og forundret.

©Gerd Hasler, fra serien Waterscapes, 2007

Som fotograf har jeg lært at arbejde i mørkekammer med film. Med det sort/hvide, med farvefotografiet, med valg af iso, blænde, eksponering, vandring, søgen, motiv og ventetid. Tålmodigt, utålmodigt, begejstret, overrasket, skuffet og foranlediget til ny vandring, søgen og konceptualisering. Til at indramme min intuitive praksis i tråde der formidlede min intention, hvad jeg havde på hjerte.

Benspænd, begrænsninger, holdepunkter og rammer i det film- og kemibaserede fotografi blev langsomt og naturligt overtaget, for mit vedkommende, af en digital praksis. Det impulsive, spontaniteten, måske utålmodigheden, og i hvert fald som regel begejstringen fik friere løb med tilgængeligheden, ”nemheden” ved det digitale.

©Andrea Roversi, fra serien Foreste

Individuelle skøn og den kunstneriske intention

Tilbage står jeg med erkendelsen af de uomgængelige begrænsninger i enhver foretagsomhed, også i en kunstpraksis der for mig gør brug af digital teknologi. Med frustrationerne, konflikterne og først og fremmest udfordringen der ligger heri, for den digitale teknologis væsen oplever jeg som hurtigere, nemmere, større, bedre, hvilket lader grænser flyde ud, og holdepunkter, standarder baseres i langt højere grad på det individuelle skøn, på fornemmelse, på tendenser frem for erfaring.

Som medier og teknologi måske individualiserer, fjerner parametre og gør holdepunkter flydende, således stilles også kravene anderledes til vores behandling, vores brug af medierne, til samtalen, til det gensidige, til formidlingen f.eks. af en kunstnerisk intention eller udtryk igennem et fotografi.

Solnedgange i Kuala Lumpur og online-fatigue

Instagramfeedet ruller i den tidlige morgen. Det blusser op med solnedgange i Kuala Lumpur, den tunge og dog dragende æteriske vinterdis fra omegnen af Luleå, får dagens første hjerte fra mig og endnu et Sydamerikansk open call bliver skrevet bag den virtuelle øreflap.

Det er ikke besynderligt og ikke forkert i virkeligheden, at en art billed- , fotografi- og online-fatigue eller træthed melder sig. Står på lur, hiver og flår i mig, for at jeg skal øge tempoet. At jeg skal poste lidt mere, deltage i nogle flere af de open calls, dele nogle flere hjerter ud. Det der rammer mig er jo forundringen over, hvor den tilsnigende fatigue eller træthed, fornemmelses æstetikken, hver mands solopgang, efterlader den fotografiske kunst, hvor den efterlader landskabsfotografiet. Én reaktion er jo den klassiske, at søge tilbage til det snævre, til det svært tilgængelige, til det filmbaserede fotografi. Til håndværket. Til forvisningen om at det skam har været meget besværligt og meget dyrt og har taget meget lang tid at lave netop dette fotografi. Dette kunstneriske objekt, som det endelige printede fotografi bliver. Det er der herudover mange gode grunde til, for kvaliteten i filmbaseret fotografi er og bliver sin egen, men fotografiets force har aldrig været dets skulpturelle eller objektificerede/tingsliggjorte kvaliteter, derimod som altid dets magiske forholden sig til det der har været, til den virkelighed som genkaldes, gengives og genfremmanes på skærmen, på printet, i feedet. Det er der fotografiets dynamik ligger og her der må tages fat hvis træthedssymptomerne skal brydes.

©John Hirsch, fra serien In Plain Sight

Begrænsninger og frirum

Hvis det at forholde sig til fotografi i dag er flydende, dvs. at det i langt højere grad er op til den individuelle smag at vurdere om det er et hjerte på instagram værd, eller måske endda et galleribesøg, så er denne individualisering nært beslægtet med træthedssymptomet. Mit argument er at både individualiseringen og trætheden læner sig opad den teknologiske forestillings grænseløshed og individuelle uafhængighed af fællesskabet. Mit argument er at begge læner sig opad den teknologiske forestilling både grænseløshed og individuel uafhængighed. Hurtigere, nemmere, mere og større og mere som jeg selv ønsker det, er bedre og i sidste ende det der frigør. Det er naturligvis bedragerisk, og kun i erkendelsen af begrænsningerne, menneskeligt, individuelt som teknologiske, ligger en egentlig reel mulighed for at skabe frirum, sige fra, lægge noget fra sig, og genetablere, her et rum for kreativ eksperimenteren, for begejstring, for måske nødråb, for opråb, udråb og for en skaberglæde der kan formidles via eksempelvis en fortolkning af verden, som den abstrakte ekspressionisme og før den ekspressionismen i malerkunsten gjorde til sin egen måde at klemme frirum ind i en verden, en kunst verden der var tynget af krigstræthed, fremmedgørelse og fremtidsfrygt. Men frirummet er ikke nok, det skal genfyldes med intentionen, med den kunstneriske intention, det kunstneren rækker ud mod mig, det der rører mig.

©Tony Maridakis, Pacific Reverie, fra serien On Water and Dreams, 2015

Landskabsfotografiet som en opfordring, jeg kan mærke

Jeg ser det digitale fotografis enestående tekniske formåen omsat i en fri leg. En leg med former, skygger, bevægelser, en væren i og med vores omgivelser, med naturen. I fri fortolkning, indrammet af fotografiets refererende væsen, det har været. Fortolket i en subjektiv, en ekspressiv forståelse og forholden sig til verden, til det at være i den, til at skabe et frirum til kreativiteten, til at genvinde og fastholde et territorium, hvor vi som mennesker og fællesskaber er os selv, skrøbelige og stærke, frie og indfangne. Et rum hvor kunstneren søger at række ud over postkortæstetikken, den individuelle fornemmelsessmag, og online trætheden. Ved et engagement, ved en intention, ved at ville noget, ved at have noget på hjerte. Hvor en digital virkelighed frembyder tekniske muligheder for at forholde sig eksistentielt til den verden vi lever i. Ikke trætte, men skabende og brydende, bevægende og ændrende, formidlende og samtalende. Sådan holder jeg af at tænke at jeg selv søger at arbejder med det digitale, og jeg holder af at se de kreative, ekspressive og dybt personlige udtryk for væren, der vil mig. Der vil mig noget, der rækker ud til mig igennem trætheden som et nødråb, som et opråb, som en opfordring jeg kan mærke, igennem et abstrakt og fortolkende fotografisk billedsprog.