Af Nikolaj Callesen
Hermann Hesse udgav i 1930 romanen Narcissus og Goldmund. En rørende, let og eftertænksom bog om venskabet mellem den intellektuelle, æstetisk tænkende og disciplinerede munk Narcissus og hans ordensfælle, det umiddelbare, følsomme handlemenneske Goldmund. Skrevet af Hesse i en tid, hvor tanke og krop, rationale og følelser måske var endnu mere karikerede som adskilte størrelser, end de er det i dag. Bogen udfolder – efter Narcissus’ råd til Goldmund om at søge livet i verden, væk fra klosterets selvbenægtelse – Goldmunds vandren. Med kærlighedens vilde eventyr og smertefulde vildveje, med verdens muligheder og blindgyder, beruselsen og selvransagelsen, følger vi Goldmunds færden og endelige genforening med Narcissus i klosteret. Netop genforeningen af det umiddelbare, intuitionen og det handlekraftige og det reflekterede, fint sansende og disciplinerede er et klassisk tema – her i Hesses udfoldelse – og vil her være et fikspunkt i forhold til at kaste et blik på det at arbejde med fotografi i dag.
Nysgerrighed og overskridelse af grænser
I sit væsen søger fotografiet at indramme og anskueliggøre en ydre verden. I sit udgangspunkt er fotografiet nysgerrigt, det vil verden. Om det er for at mestre og herske over den, for at etablere en samhørighed med den eller for at åbne for nye spørgsmål og undere har det herigennem fundet sine forskellige udformninger igennem nysgerrighed og ved at overskride grænser i de godt 175 år, det har eksisteret.
For mig her er det historien, nuet og retningen, der rammer den fotografiske praksis ind. At se på de veje fotografen vælger at gå til verden på. At se hvorledes opdelingen i tilgangen fra den rationelle mestring til den følsomme, intuitive undren også indenfor fotografering ikke nødvendigvis er attraktiv som adskilte discipliner eller strategier.
Jeg vil se på en række fotografers værker, jeg vil betragte deres arbejde og fremgangsmåde i et forsøg på at udfolde, hvorledes fotografiet kan anskues som udtryk for en samtidig måde at gå til og være i verden på.
Jeg ønsker at cirkle om Narcissus og Goldmunds forening, overført på hvad det vil sige at forholde sig til og være i verden, den ydre og indre, anskuet gennem fotografisk praksis. Jeg vil dvæle ved den følsomme intuitive stifinder, vandreren, skattejægeren, og jeg vil dvæle ved arkitekten, den raffinerede, intellektuelle mester af ideer og storslåede strukturer og konstruktioner. Og jeg vil søge det indlysende, at begge er integrerede i, hvad det vil sige at være, at være nysgerrig, at være undrende og at være skabende.
Harry Gruyaert – æstetik og eksistens i nuet
Harry Gruyaert er en belgisk fotograf, medlem af Magnum. Han er klasseeksemplet på vandreren, skattejægeren, der har brugt et liv på at finpudse sin sans for situationen. Ved første øjekast er Gruyaerts billeder klassiske snapshots. En situation fanges, og dens betydning er åbenlys og mimer måske det sejlivede dokumentariske rationale om fotografen som fluen på væggen. Når Gruyaert tager os med ud i verden, er jeg alligevel ikke i tvivl. Det er ham, jeg er med. Jeg er lige så meget inde i hans æstetiske og disciplinerede, intellektuelle og eksistentielle overvejelser, som jeg er i nuet.
Gruyaert tog mange af sine velkendte fotografier i 70’erne og 80’erne, men de er udført med både en præcision og en dybde, som står tilbage med en reel gennemslagskraft også i dag. Den gennemførte integritet netop af at være med sig selv, i øjeblikket fattet og til stede, er så fin, at hans værk formår at ramme på tværs af mange af de grænser, vi finder på at dele os op på hver vores side af: professionel/amatør, bredde/elite, intuitiv/konstrueret.
Sofie Amalie Klougart – konstruktionen og overskridelsen af samme
Sofie Amalie Klougart er en ung dansk fotograf. Uddannet i den traditionelle skandinaviske fotojournalistiske skole, på journalisthøjskolen i Århus, har hun efterfølgende gradvist kastet sig mere over også at arbejde åbent og fortolkende og undrende. Senest i sin soloudstilling Kaldet – landskabet for myter på Fotografisk Center i 2017, formår hun at udvikle, udbygge og åbne sit journalistiske håndværk, både æstetisk og analytisk i forhold til at afdække et tema, til et åbent undrende niveau. Her er det den samlende fortælling i udstillingsinstallationen, der stramt og rationelt, komponeret og orkestreret, elegant og næsten umærkeligt åbner for, at jeg bevæger mig ind i følelsernes og kroppens rum, ind i den undren, der ikke lader sig direkte gengive, men som erfares i betragtningen og bevægelsen. Klougart finder på fineste vis det fulde potentiale for fotografiet frem i rummet, i sekvensen, i sammensætningen. Det kræver den stramme komposition og organisering af forløb og sammenhæng i en udstilling, og i de rum, der derved skabes, opstår de enkelte værker som selvstændige, kraftfulde udtryk, som rummene hvor syntesen finder sin balance, i den stramme komposition. Det bliver i sin helhed fortællingen som myte, som indre billeder, fremfor det definerende, forklarende og dokumentariske, der står frem som en elegant fortælling, der på alle måder bliver nærværende og alt andet end uvedkommende, selv i forhold til så vanskeligt et emne som at behandle religion i Israel og Palæstina.
Malene Jorck Heide-Jørgensen – analyse, forunderlighed og værdi
Malene Jorck Heide-Jørgensen har i en årrække fotograferet de københavnske folkeskolers billedkunstlokaler. Værket Rum for kunstopdragelse er blevet til sideløbende med intense studier i didaktik og materiel kultur på Danmarks Pædagogiske Universitet. Til det fotografiske værk ligger en akademisk afhandling, som i tekst forholder sig til didaktiske overvejelser over rummets betydning for billedkunstfaget i folkeskolen. I sig selv en imponerende bedrift i rammerne af det akademiske, i Narcissus’ specialiserede verden, at udfolde kunstens sprog som oftest er det ikke-verbale og slet ikke definerende eller forklarende, men et sprog, der ligger i syntesen, i krydsfeltet imellem det sanselige og det reflekterede. Hendes værker er rige på referencer og fikspunkter for undren – samtidig med at de stiller spørgsmål til beskueren, som er nærværende og på alle måder vedkommende. Hvad skal vore børn lære, hvad skal de have med sig i deres dannelse? Værkerne bliver aldrig dogmatiske eller akademisk forklarende og argumenterende, derimod åbnende og forunderlige. Alle kender vi klasselokalet, her med de udstoppede dyr, med reproduktionen af Guernica, elinstallationerne og de taburetter, som har fulgt os livet igennem, som vore egne børn nu sidder og tager verden til sig på.
Her er det arkitekten, der på naturlig vis har vovet sig ud, hvor intuitionen og sanserne har lige så meget at byde ind med. Netop modet til at krydse grænserne er også, hvor syntesen eller synteserne mellem arkitektens optegnelser og vandrerens ekstase over overraskelsen finder rum til at ske. Grænsekrydsning er et hverdagsvilkår. Og grænsekrydsning er frugtbar, når modet til at lade sig ændre og lære nyt er til stede.
En yogi, en lektor, og rammerne om det forunderligt virkelige
En god ven fotograferede for et par år siden en ceremoni med en lokal yogi i Indien. Han har vist mig billedet af det ansigt, der mødte ham, da han havde taget billedet. Et ansigt med bebrejdelse og mistro. Yogien havde sekundet før ved synet af kameraet påbegyndt en lynhurtig nedlukning af ceremonien. Hvad der er helligt må forblive sådan, intet må tages fra det hellige. At fotografiet findes og er delt med mig er vidnesbyrdet om, at grænser konstant krydses i vores verden, ofte desværre med menneskelige tab og ofre til følge, med mistro og konflikt, når en etableret orden møder og overskrider sin grænse, men også som en forudsætning for bevægelse og forandring.
Fotografiet er den hvide mands rationelle opfindelse. Hvad præcis ønsket med nyopdagelsen for opfinderne var er uvist, men jeg vælger personligt at tage mine egne fotografier med undren som udgangspunkt, med nysgerrighed, men også med respekt for sårbarheden, min egen og andres, når grænser skal krydses. Når rationalet vil herske, er konflikten aggressiv, og syntesen og foreningen opstår aldrig. Når intuition og følelser følges uden kriterier, sejler fænomenerne uhåndgribelige og uden sproget til at formå at krydse grænsen og nå ud over sig selv.
Undren med mod og respekt kan overskride grænserne, og fotografiet ér et medie af både ånd og krop, af nærvær, gæstfrihed og invitation til fornyelsen. Syntesen, den kraftfulde sammensmeltning, der frigiver det nye, opstår for mig, når jeg ser på Gruyaerts billeder og føler mig berørt og fornyet af hans blik, af hans væren i verden, af hans indtagelse og egen overskridelse af sig selv i ønsket om at forny både sig selv og den verden, han færdes i. Når Sofie Amalie Klougart formår at lade flere fotografier i et rum skabe en komponeret og alligevel åbnende og mærkbar fortælling, fuld af undren og den lette poesi i et område, som er overdokumenteret og overfotograferet, oftest som problem og konfliktfyldt, er det at overskride grænser blidt og fornyende. Når Malene Jorck Heide Jørgensen tager livtag med akademia og den vestlige verdens rationelle højborg, krydser hun mange grænser og formår også at stille spørgsmålstegn ved magten. Hun formår i fine synteser at åbne vigtige spørgsmål om værdi og fælles prioriteter, i et enkelt billede får hun mig med i børnehøjde med voksenblikket intakt. Med fascination og en inviterende, åben appel til mit engagement lader hun mig hele tiden som beskuer være med på lige vilkår.
Hjertebarn, smertensbarn – uomgængeligt og forunderligt
Balancen og syntesen er værd at stræbe efter, velvidende at ubalancen ofte er forudsætningen for at bevæge sig og få nye billeder, nye ind- og udtryk og momentum til forandring. Om fotografiet er væsensforskelligt i den sammenhæng er ikke sikkert, uskyldsrent er det ikke længere, men fuld af åbninger for undren og grænsekrydsning, i dag som i går som i morgen. Et hjertebarn for mig personligt, et smertensbarn for mig personligt, uomgængeligt og en vidunderlig åbning til verden, til stadighed til at mærke og være i den og genskabe og vedligeholde egne og fælles konstruktioner, som altid er rammerne for det virkelige, for det reelle frie og frigørende møde.
Vandreren og arkitekten er en og samme person. Yogien og universitetslektoren del af samme verden. Masser af grænser indre og ydre skal og bliver krydset. Det er en modning, og det er ikke omkostningsfrit eller uden tab og ofre. Ligesom enhver må gøre op med sig selv, hvad der giver dem den særlige fornyelse, så er det nu, det sker – i et ”Hold still, keep going”, som Robert Frank vil det. Fotografiet er, som instrument i indtagelse af verden, i undren, i nysgerrighed og i ønsket om at forny både sig selv og den, og som metode til at finde både løsninger og nye udfordringer for hvorledes vi hver især ønsker at være, mens vi er det, endnu både uomgængeligt og forunderligt.
FOTOGRAFISK CENTER // BLOG 