Af Mijo Sandvej
Vi lever i en efterhånden visuelt domineret verden, hvor fotografiet har taget styringen. Derfor mener jeg, at det er vigtigt at italesætte forholdet mellem fotografen og det menneske, der fotograferes. Og jeg vil inddrage jer i en samtale, jeg havde med Jacob Holdt — en mand, som har arbejdet med, hvad det vil sige at portrættere andre mennesker.
En kold dag i februar mødtes jeg med den danske fotograf Jacob Holdt, i det smukke og lidt småborgerlige kvarter ved Nyboder i hjertet af København. Vi mødtes til en snak om fordomme, og om hvordan fotografiet kan være et undersøgende redskab, hvorigennem mennesker kan forstå hinanden. Holdt har brugt det meste af sit liv på at skildre mennesker på kanten af samfundet. Hans fotografier, såvel som hans person, kan måske fremstå fordomsfri, men hans fotografiske virke startede faktisk med, at han konfronterede sine egne fordomme. Han er gået fordommene i møde og har brugt fotografiet til at bygge bro mellem mennesker. Fremmedfrygt og fordomme lever i os alle, mener Holdt, som også anerkender sin egen racisme. Det er for ham en menneskelig mekanisme at have enten frygt eller fascination over for det, der er anderledes end en selv. En mekanisme, som man ikke bare kan afvise. Og han mener, at den eneste måde, vi kan komme fordommene til livs, er ved at erkende dem og lære dem at kende. Dette har han selv gjort med kameraet som værktøj, for at dokumentere rejsen igennem fordommenes grænseland.
Som ung fotograf for den danske NGO 100% for Børnene og kandidatstuderende på Visuel Kultur på Københavns Universitet, oplever jeg både praktiske og teoretiske udfordringer ved det at være formidler. Det kan f.eks. være uhensigtsmæssige fremstillinger af mennesker, der ikke selv er herre over, hvordan de fremtræder i fotografiet. Til tider sætter det mig i en tvivlende position som fotograf. Jeg oplever udmagrede børn og grædende forældre, der uden hæmninger fotograferes, såvel som min egen frygt for at tage et uetisk billede. Kort sagt bliver jeg mere og mere bevidst om de konsekvenser og det ansvar, der ligger i det at fotografere mennesker, og jeg spørger tit mig selv: Hvilken ret jeg har som fotograf?
Da jeg ringer på hos Jacob Holdt, er det tydeligt, at han har glemt alt om vores aftale. Han er lidt forvirret, da han lukker mig ind, og fortæller, at han sad midt i sine erindringer. Han er nemlig for tiden ved at nedfælde det, der skal blive til en bog, skrevet på baggrund af erindringer om de mennesker, han har mødt på sine rejser.
“Den handler om alle de grupper, jeg livet igennem har integreret mig med, skønt jeg havde fordomme overfor dem først. Den største var amerikanerne. Jeg havde kæmpe fordomme over for dem på grund af Vietnamkrigen. Så endte de med at hente mit liv.”
Det liv, amerikanerne hentede, var et forkastet liv. Holdt var lige blevet forladt af en jødisk kæreste, og han havde for længst lagt afstand til sin egen familie med præstefaderen som patriark. Han var blevet smidt ud hjemmefra, som et resultat af oprørske og aktivistiske protester, og besluttede sig for at lægge både sin familie og det danske samfund bag sig. Han tog på en rejse, der endte med at ændre hans liv radikalt. Det blev et liv som vagabond, vandrende gennem USAs ghettoer. Rejsens endemål var Sydamerika, men han nåede aldrig længere end til den amerikanske underklasse. Afstumpetheden og sårbarheden var det, der bandt ham sammen med de mennesker, han mødte. De mennesker, der lukkede ham åbenhjertet ind i deres hjem, var fattige, kriminelle, massemordere, medlemmer af Ku Klux Klan og ikke mindst afroamerikanere. Det var mennesker, der alle havde oplevet at blive diskrimineret og mødt af fordomme fra deres omverden.
Fordommene florerer i bedste velgående i dag på internettet, der bliver en barriere mellem mennesker. Med computerskærme som “anonymitetsfiltre” sviner folk hinanden til helt uden kontekst. Derfor begyndte Holdt og jeg hurtigt at tale om det digitale over for det analoge, og om hvordan det har påvirket den visuelle kultur, som vi særligt beskæftiger os med på mit studie.
“Har du selv brugt sociale medier?”
“Jeg er i stigende grad holdt op med at bruge Facebook. Jeg blev tit svinet til af folk fra højrefløjen, og det blev jeg træt af, da man ikke kan diskutere på nettet. Man er nødt til at flytte ind hos folk, og først der starter dialogen. Nettet er bare et sted, hvor man kaster op. Derfor fandt jeg ud af, hvem der sad og angreb mig, og flyttede ind hos dem. Jeg delte sågar senge med dem. De havde siddet der og truet og angrebet mig i årevis, men så fik jeg lukket munden på dem og fandt ud af, at de var jo søde mennesker.”
Selvom Holdt i dag mest af alt er anerkendt for sine fotografiske værker, så var det først langt senere, at kameraet blev hans vigtigste værktøj. Det var ikke fotografiet som visuelt virkemiddel, der spillede en vigtig rolle for ham. Det vigtige var mennesket på billedet og det at være en god vagabond. Man behøver ikke nødvendigvis at mestre tekniske og positionelle egenskaber for, at fotografiet kan virke inkluderende.
Holdt flyttede ind hos folk, der vakte hans nysgerrighed, og lærte hermed at elske de mennesker, han mødte, til trods for fordomme og forskelligheder. I mødet med de andre opdagede han hurtigt et par af kameraets vrangsider: bl.a. at der sker noget unaturligt med folk, når de bliver bevidste om, at de bliver fotograferet.
“Jeg boede tit hos folk i lang tid uden at tage billeder. Kameraet sætter én på afstand af de folk, man bor med. Hvis man vader ind hos en familie og straks begynder at fotografere, så stiller alle sig op og ser glade ud. Den slags billeder er folk fuldstændigt bedøvende ligeglade med. Det, det handler om, er at skildre dem i det øjeblik, hvor de overhovedet ikke tænker over, at der er en fremmed til stede.”
Hvordan er det så, at vi kan bruge fotografiet til at se hinanden i øjnene? Ifølge Holdt vil man aldrig lære at forstå et andet menneske, hvis man ikke går ind på deres præmisser og tager ja-hatten på. Præcis denne præmis er en grundlæggende viden på mit studie. Fotografiet kan bruges til at komme helt ind på et menneskes liv, derfor synes jeg at det i høj grad skal gøres på en respektabel måde. Det er derfor mit ansvar både som fotograf og som studerende på Visuel Kultur at være en positiv forandringsskaber. Mit stærkeste værktøj er kameraet, som kan hjælpe mindre privilegerede unge til at komme ud med deres historier.
“Alle mennesker elsker at blive elsket. Det har jeg oplevet hele mit liv med alle de grupper, jeg har integreret mig med: farlige sorte, kriminelle, massemordere, Ku Klux Klanere og farlige muslimer, som danskerne ser dem. Man bliver jo beriget af al den kærlighed, man får tilbage af det menneske, der føler sig anerkendt og elsket. De vil jo give tilbage. Men de lukker sig om sig selv, hvis de kan mærke, at man tænker dårligt om dem. Så det er jo bare det, jeg prøver at fortælle danskerne:
HVORFOR FANDEN GRAVER I GRØFTER PÅ DEN MÅDE OG FÅR DEM TIL AT LUKKE SIG I KRAFT AF, AT I LUKKER JER OVER FOR DEM?” — Jacob Holdt
Mijo Sandvej er studerende på Visuel Kultur, Københavns Universitet, og praktikant hos 100% for Børnene
Billeder: Mijo Sandvej
FOTOGRAFISK CENTER // BLOG 