om egoisme, ambivalens og fotografi
Af Victor Meyer Christensen
Diskussionen om, hvad et fotografi er, og hvad et fotografi gør, er omfattende, er billedet et udsnit af virkeligheden, eller er det et resultat af en (snedig) fotografs manipulation?
Disse spørgsmål leder til flere spørgsmål: Hvad er virkelighed, hvad er manipulation, og hvad er forholdet mellem psykologi og fotografi? Fotografiets relation til psykologien er i vores samtid meget tydelig, den kommer til udtryk gennem den enorme billedøkonomi, vi indgår i på de sociale medier. Vi præsenteres næsten konstant for andre mennesker og deres udtryk samtidig med, at vi forsøger at formulere vores eget udtryk igennem fotografiets komplekse koder. Men for at forstå forholdet mellem kamera og subjekt er det nødvendigt at spørge, hvilken slags subjekt der er på spil foran kameraet og bagved kameraet.
Det bevidste og det ubevidste fotografi
Alting bærer på en tidslighed, men en ide forældes ikke nødvendigvis, selvom den er gammel; derfor jeg vil bringe Sigmund Freuds begreb om ”idealjeget” i spil. Selvom Freud er kontroversiel på mange måder og i mange sammenhænge, så mener jeg, at Freuds personlighedsmodel kan være et brugbart værktøj til at forklare det psykologiske spil, der foregår i det bevidste og det ubevidste fotografi. Det bevidste og det ubevidste skal trods inddragelsen af Freud ikke forstås Freudiansk i denne sammenhæng, men helt konkret i forhold til, om den fotograferede er indforstået med at vedkommende bliver fotograferet. I lige præcis dette forhold ligger en vigtig del af fotografiet, selve forhandlingen om fotografiets udtryk er afhængig af den fotograferedes bevidsthed om, at der bliver taget et billede af vedkommende. Fotografer har ofte en ide om, hvilken slags billede de vil have, dog ikke altid. Der er fotografier, ofte gadefotografier eller dokumentariske billeder, der tager udgangspunkt i at placere sig et sted for at se, hvad der sker. Men selv i denne tilsyneladende åbenhed er der en ide om, hvad der kan ske i kraft af det nøje udvalgte sted, hvor fotografen har valgt at placere sig. Pointen med denne præcisering af de fotografiske omstændigheder er at forklare vigtigheden af intentionen hos fotografen i forhold til fotografiets endelige udtryk. Forskellen på det bevidste og det ubevidste fotografi er selve forhandlingen, forhandlingen imellem den afbillede og den, der afbilleder. Denne forhandling er kun i spil, når den fotograferede er bevidst om kameraet og det fotografi, der er ved at blive til af det. Det mest interessante af de to typer af fotografier psykologisk set er det bevidste fotografi,( som er det jeg primært vil diskutere i denne tekst.) I det bevidste fotografi kæmper de to aktører om udtrykket i en forhandling, der alt efter situationen kan være mere eller mindre intens. Forhandlingen i modelfotografiet vil ofte være præget af en lavintensitet, da rummet omkring det billede, der skal skabes, indebærer en forståelse af, at det er fotografen, der bestemmer, hvad der skal foregå i fotografiet. Måske er dette grunden til, at mange fotografer bliver draget mod døde ting med deres kamera, det er den indre vilje til magt, der driver dem til at tage det fotografi, hvor de selv kan kontrollere udtrykket. Fotografiets evne til at fange det moment, der dør i det øjeblik, billedet bliver taget, er interessant i sig selv, men det er forhandlingen mellem kamera og subjekt, der er i fokus i denne tekst.
Psykologien bag et dårligt billede
Psykologien bag et ”dårligt” billede er et interessant emne, fordi det fortæller os om den fotograferedes selvopfattelse. Opfattelsen af et billede, som den afbillede finder dårligt, er afhængigt af mange faktorer, bedømmelsen er som bekendt subjektiv, men det er i den subjektive vurdering fra den afbillede, at det bliver muligt at forstå et aspekt af den menneskelige psykologi. Ideal-jeget kan tage mange former, og vi er ofte ikke bekendt med vores eget idealjegs form, hvis vi var det, ville livet være mindre komplekst. Men fotografiet holder en form for spejl op foran os, hvor vi ikke nødvendigvis får lov til at styre udtrykket. Det ”dårlige” billede minder os om, at vi ikke fremtræder, som vi selv ønsker det, og denne misrepræsentation skærer dybt i menneskets selvopfattelse. I en verden uden universelle sandheder er noget af det tætteste, vi kommer på et universale, netop følelsen af irritation over et dårligt billede. I et kulturelt perspektiv kan man sige, at fotografiet ofte spiller rollen som formidler af virkeligheden, det bruges som bevismateriale af politiet og henvises til som evidens i en lang række andre sammenhænge. Hvis man overfører den kulturelle magt til det private fotografi, besidder fotografiet en stærk definitionsret i spørgsmålet om, ’hvem er jeg?’ Denne magt er næsten stærkere, end nogen information i tekstform kan være, da fotografiet giver tilskueren oplevelsen af at være til stede i rummet og at se verden igennem fotografens øjne, som klicheen lyder. Denne styrke i det fotografiske medies udtryk giver fotografiet en enorm magt, og det har derfor en stor indflydelse på os mennesker, når vi ser nogen eller noget igennem mediet. Hvis dette nogen er os selv, vil det sandsynligvis fremkalde stærke følelser alt efter hvilken kontekst, fotografiet er tiltænkt at optræde i. Det færdige fotografi er viklet ind i en lang række sociale koder, der definerer, om det er godt eller dårligt afhængigt af konteksten, det optræder i. Der er forskel på, hvad der er ’tilladt’ på de sociale medier og i en kunsthal eksempelvis. At påstå at alle billeder, der bliver taget, er kalkulerede udtryk for en kamp mellem fotograf og subjekt ville være en generalisering af rang, men man behøver ikke kigge længere end de sociale medier for at konstatere, at der er noget om snakken. Et interessant aspekt af dette er eksempelvis den forskel på tidsligheden, der er forbundet med medier som Facebook og Snapchat.
Den intimiderende evighed
Der er ikke mange, der vil anse det for at være en katastrofe, hvis der blev taget et dårligt billede af dem på Snapchat, fordi billedet bliver delt i en fremvisning på få sekunder. Men på Facebook og mange andre medier bærer fremvisningen af fotografiet en anden tidslighed i sig en slags evighed, der gør delingen af udtrykket langt mere dramatisk. Fotografiets magt afhænger i et vist omfang af, hvilken kontekst det præsenteres i, og i det store udstillingsvindue som Facebook er, vil det for de fleste psykologisk set være udfordrende at fremvise noget, som de ikke føler stemmer overens med deres eget selvbillede. Dette selvbillede kommer fra idealjeget, og det statiske udtryk, som der er i medier som Facebook, betyder, at det er vigtigt, at man præsenterer sig selv på en ’’god’’ måde. Hvis man accepterer denne læsning af sociale medier og fotografier, betyder det, at Facebook og selvfølgelig også andre sociale medier er eksempler på udstillingsvinduer, hvor mennesket igennem fotografiets medie forsøger at kommunikere deres idealjeg til deres omverden.
Projektet kan naturligvis aldrig lykkes, da jeg som tidligere nævnt mener, at vi ikke kan identificere vores eget ideal præcist, men igennem det fotografiske medie og vores egen kuratering forsøger vi at kommunikere dele af os selv, som vi anser for at være gode på en eller anden måde. Når retten til at formulere vores eget selvbillede bliver taget fra os mod vores vilje, resulterer det ofte i en form for vrede. Dette er en kendt problematik inden for gadefotografi, hvor man ofte ser gadefotografer fotografere uden tilladelse i forsøget på at få det gode billede. Et konkret interessant eksempel på dette er Jiwei Han, der i sin billedserie No[1] opsøger konflikten ved bevidst at tage billeder af folk uden tilladelse.
Resultaterne af Jiwei Hans ”aggressive approach”, som han selv kalder det, viser meget klart, at de folk, der får frataget magten over deres eget udtryk, ofte bliver vrede og irriterede som respons på deres egen magtesløshed. Han citerer i sammenhæng med billederne Susan Sontag, der har skrevet: ”To photograph people is to violate them……Possession of a camera does not license intrusion, as it does in this society whether people like it or not”. Den illegale overtrædelse af den private sfære ødelægger individets mulighed for at styre sit eget udtryk, men det er ikke nødvendigvis en selvfølge, at vi mennesker skal have lov til at kuratere vores eget udtryk i enhver sammenhæng. De sociale medier er et forsøg på dette: et kurateret udtryk, der fortæller mere om, hvem vi ønsker at være som mennesker, end hvem vi egentlig er det meste af tiden.
Fotografi og ambivalens
Samtiden og fremtiden arbejder i fotografier; det er et forsøg på at forme fremtiden, der udspiller sig i det bevidste billede. Selvkurateringen er blevet mulig igennem den kulturelle udvikling, der har ledt til, at de fleste mennesker har sociale medier. De sociale medier fungerer som scenen, hvor man kan præsentere sit eget udtryk eller rettere, hvad man ønsker, det skulle være.
Men afslutningsvis vil jeg gerne rette blikket væk fra den fotograferede og i stedet se på, hvad de ovenstående konklusioner fortæller om fotografen. Jeg har i de ovenstående afsnit talt en del om den fotograferede, og den betydning det har for fotografiet og fotografiets præsentation, at den fotograferede er bevidst om, at ”nu bliver jeg fotograferet”. Når man diskuterer psykologi og fotografi, er det også nødvendigt at se nærmere på fotografens psykologi. Den måde, jeg har beskrevet de psykologiske processer hos den fotograferede indtil videre, får næsten det moderne menneske til at lyde som et offer for en kollektiv omgang narcissistisk personlighedsforstyrrelse, og selvom dette selvfølgelig ikke er tilfældet, så er de symptomer, der knytter sig til diagnosen, begyndt at synes mere almene. Der er naturligvis forskel på graden af disse symptomer, men jeg nævner dette for at understrege, hvilken rolle egoistiske impulser og selvoptagethed spiller i nogle typer af fotografi. Jagten på det gode billede er anderledes for fotografen end for den fotograferede, men de egoistiske impulser, der kommer i spil hos den fotograferede, er også i spil hos fotografen, men de kommer til udtryk på en mindre direkte måde.
Dette billede fra New York Post er blevet kritiseret for at være usmageligt, og dets kontroversielle indhold har skabt debat omkring både fotografens og New York Posts rolle[2].
Når man vælger at fotografere, fravælger man at hjælpe.
Dette er en hård dom, men den opsummerer et generelt kritisk perspektiv på fotografier fra humanitære katastrofer og mere specifikke tragedier som den på billedet fra New York Post. Debatten omkring fotografi-etik er næsten lige så gammel som kameraet selv, og spørgsmål som: Er det i orden at profitere på andres lidelse? eller Redder man verden ved at rapportere om dens urimeligheder? bliver fortsat rejst, når kontroversielle billeder som det ovenstående bliver postet. At give fotografen en sådan grad af moralsk hellighed er sandsynligvis ikke berettiget. Man kan finde en filosofisk formulering, der kan forsvare det meste, man kan eksempelvis forsvare de fleste gadefotografier med, at fotografen fotograferer på baggrund af et ønske om at forevige betingelserne for at være menneske ”The human condition”. Svarene på ovennævnte spørgsmål handler vel om perspektiv, man kan også ret kynisk påstå, at gadefotografiet afslører en egoistisk fotograf, der igennem billedet sætter sin egen ytringsfrihed over den fotograferedes privatliv.
Fotografi er fyldt med ambivalens både foran og bagved kameraet og i den proces, der følger bagefter ved publiceringen af fotografiet. Fotografi kan ses som et medie med et revolutionært potentiale, læs fx nedenstående link[3] eller mange andre artikler omkring dets evne til at hjælpe med at forbedre sociale vilkår, men man kan som tidligere nævnt også anklage fotografen for at forsøge at profitere på andres elendighed. Man kan se det moderne menneskes posering og selvkurateringen som et frigørelsesprojekt, men man kan også kritisere de moderne formater for at bidrage til at promovere nogle perfektionsidealer, der kan være skadelige. Ambivalensen er til stede på begge sider af kameraet, det har den altid været, men dens genstand forandrer sig historisk. Når folk bliver vrede over at få taget et billede i en situation, hvor de ikke vil fotograferes, har den medfølgende vrede eller frustration sit afsæt i den egoisme, der knytter sig til selvrepræsentation. Jiwei Han illustrerer dette med No, men billederne giver ikke nogen endelige svar på, om det er i orden eller ej at fotografere folk mod deres vilje. Fotografer er ikke bare superkapitalister, der prøver at fotografere deres næste check, men de er heller ikke moralske superhelte, der kun fotograferer verdens lidelse for at gøre verden til et bedre sted. I og omkring fotografiet lever ambivalensen, den lever i billedet og måden, det bliver udvalgt og præsenteret, den lever i den fotograferede, der forsøger at stille sig an på en særlig måde, den lever i fotografen, der måske fratager den fotograferede retten til at posere, og den lever i arbejdet med at skrive om fotografi. Fotografi og psykologi hænger uløseligt sammen, og undersøgelsen af denne sammenhæng tillader os at forholde os til et medie, der både indeholder og er omringet af ambivalens.
– Victor Meyer Christensen studerer Moderne Kultur ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. Han er pt. i praktik på Fotografisk Center
Copyright på billeder:
Jiwei Han ©
NY Post ©
[1] https://www.jiweihan.com/works/no
FOTOGRAFISK CENTER // BLOG 