UNG DANSK FOTOGRAFI ’21: INTERVIEW MED LIV LATRICIA HABEL

Fotograf Liv Latricia Habel, er en af seks unge kunstnere, som lige har udstillet på Ung Dansk Fotografi ’21, her på Fotografisk Center. De fem fotografier Habel bidrog med på udstillingen, var et udpluk af iscenesatte selvportrætter, fra sin egen selvudgivne fotobog Diasporan Daughters, fra 2020. I selvportrætterne varierer omgivelserne og påklædning, men det rene stilistiske udtryk forbliver. De forskellige identiteter Habel fremstiller i sine fotografier, tager blandt andet udgangspunkt i de stereotypiske forestillingerne som tillægges BIPOC (Black, Indigenous, People of Color) kvinder.  

Interview af Andrea Mæland

Liv Latricia Habel, Diasporan Daughters, 2020.

Dine værker på udstillingen bærer fællestitlen Diasporan Daughters. Værkerne præsenterer fem iscenesatte selvportrætter. Hvordan startede projektet? 

Projektet startede under den første lockdown i foråret 2020. Jeg var igennem hele 2020 elev på Københavns Film og Fotoskole og i forbindelse med lockdown nummer et, fik vi en opgave om at lave selvportrætter. Det var selvfølgelig totalt oplagt, nu når man ikke rigtig kunne fotografere andre mennesker. På det tidspunkt boede jeg stadig i mit gamle kollektiv, som er sådan en kæmpe lejlighed, hvor der har boet så mange mennesker, at ingen rigtig har styr på alle de ting, der ophober sig rundt omkring. På den måde havde jeg nogle spændende settings at arbejde med hjemmefra.

I samme efterår lavede jeg en bog, også i forbindelse med skolen. Jeg gik tilbage til at fotografere mig selv, her tog projektet form og jeg kaldte bogen Diasporan Daughters, som jeg også ender med at selvudgive.

Liv Latricia Habel, Diasporan Daughters, 2020.

I selvportrætterne formår du at løfte og tage ejerskab over nogle af disse “identiteter” som ellers er entydigt fremstillede stereotyper. Hvilke overvejelser – og bevidsthed har du haft med i de forskellige iscenesættelser? Hvordan er du kommet frem til de forskellige udtryk?

Jeg vil først og fremmest skelne imellem de fem billeder, som hænger på udstillingen og så hele fotoserien, som er del af min bog med samme titel, Diasporan Daughters. Alle karaktererne har jeg en personlig forbindelse til på den ene eller anden måde. Nogle af dem er mere nedtonet og andre er mere karakteristiske. Fotografierne på udstillingen er totalt reelle udpluk af min identitet. Da jeg var i gang med bogen, havde jeg sat en måneds tid af til kun at beskæftige mig med den. I første fase, hvor jeg udviklede mine idéer, kunne jeg mærke en trang til at sætte et tydeligt præg på de forskellige dele af mig selv. Det faldt mig ret naturligt at udvikle billederne. Projektet var meget terapeutisk for mig, for at være ærlig. Det var ikke lang tid inden, at jeg sluttede fred med mig selv om, at det er okay, at have mange forskellige appearances. Det er jo en naturlig del af at have et blandet ophav, have boet i forskellige lande og bevæget mig i mange forskellige kredse.

De mere karakteristiske figurer, som kan ses i selve bogen, valgte jeg, fordi jeg synes det er vigtige samtaler at have. For eksempel forestiller jeg på et billede i bogen en rengøringsdame. Jeg har aldrig selv arbejdet som rengøringsdame, skal det siges. Men hun er både en afbildning af den fordom, som jeg og andre sorte kvinder, kan møde i samfundet ift. ens faglighed og kompetencer. Fordi, at vi generelt ikke ses på lige så magtfulde positioner i samfundet, som den hvide danske borger, tillægges vores eksistens ikke samme autoritet og derfor møder vi en generel stigmatisering af vores kompetencer. Når man oplever det, kan man jo ikke selv lade være med at begynde at tvivle på ens egne kompetencer. Prøv at google imposter syndrome. Samtidig er det også en realitet, at mange sorte og brune kvinder i landet tager de hårde og opslidende jobs, som er uundværlige for samfundet! Det kan være som rengøringsassistent, sosu arbejder eller for eksempel pædagog. Karakteren er også et billede på, at vi som racialiserede kvinder ofte skal arbejde dobbelt så hårdt for at komme det samme sted hen som en hvid man. Det kan man for eksempel se på lønforskellen.

Stilistisk er jeg simpelthen gået på opdagelse, hvad angår lokations. Jeg har afprøvet, alt der var tilgængeligt og opsøgte aktivt steder, jeg havde hørt om kunne være smukke, eller som jeg ikke havde været før. Tre af de udstillede billeder er taget hjemme hos mig selv, så det var jo oplagt og heldigt, at jeg boede i en stor lejlighed, som også er æstetisk flot at se på.

Billedet, hvor jeg har den lillae kjole på er taget ude på Amager Fælled. Jeg havde tænkt på, at jeg gerne ville tage et foto med den kjole, fordi jeg elsker den! Det skal sige, at 95% af tøjet på billederne er mit eget. Så en dag i Oktober 2020, vågnede jeg op til den vildeste toge. Måske nogle, der også bor i København, godt kan huske det. Nåh men, så håbede jeg på den også ville være der næste dag, som den så var, og så tog jeg med min taske pakket, mit kamera og mit stativ ud på Amager fælled for at skyde nogle billeder. Jeg endte med det her, hvor jeg har den lillae kjole på.

Liv Latricia Habel, Diasporan Daughters, 2020.

Du er vokset op i et hvidt miljø og været omgivet af hvide mennesker. Ifølge dig selv, er diasporan et begreb mange spørger ind til betydningen af, og især af hvide mennesker. Hvilken forhold har du til begrebet? Hvilken betydning har begrebet haft for din egen identitet(/identitetsforståelse)? 

Jeg har heller ikke selv altid kendt til begrebet heller. Jeg har simpelthen ikke haft det samme ordforråd og den samme viden omkring mig selv, som jeg efterhånden har tillært mig. En af grundende dertil er jo helt sikkert min opvækst. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg stødte på begrebet diaspora for første gang, men det dukkede nok op mere og mere, i takt med at min omgangskreds og mine interesse ændrede og udviklede sig. Viden er jo guld værd og at have en bevidsthed omkring mig selv og mit ståsted, har hjulpet mig med at acceptere hvem jeg er. Det er måske lidt generelt sagt, men jeg håber at det giver mening.

Liv Latricia Habel, Diasporan Daughters, 2020.

På det ene fotografi, sidder du på en stol i halvprofil med ryggen vendt mod kameraet, som du kigger direkte ind i, har en pink bandana om hovedet, og holder en Bratz. For mig siger det fotografi meget om dine projekter som du indtil videre har arbejdet med, hvor du tager problematikken om med den manglende repræsentation af BIPOC i forskellige dele af samfundet op, men især i den visuelle verden. Hvordan er det at arbejde med denne tematik?

Billedet er taget i stuen i mit gamle kollektiv. Jeg har rykket sofaen væk og generelt ryddet op, sådan der er noget mere ro over billedet. Mit outfit er fundet i mit skab, det er 100% mig selv. Så da jeg tog billedet, tænkte jeg ikke på, at jeg gerne ville være repræsentant for nogen. Det er ikke mit call her i livet at skulle arbejde med en repræsentation af bipocs. Det lyder nærmest som et buzz word, eller en branding, det har jeg ikke lyst til at tage på mig. Udover det, så kan jeg på ingen måde gengive f.eks. oplevelsen af at være en sort kvinde i Danmark en til en. Jeg er en brøkdel af et hav af diverse stemmer og oplevelser.

Jeg vil gerne være en person, som andre kan spejle sig i, hvis de fornemmer ligheder. Jeg vil også gerne udnytte min platform og agere som talerør for at kunne tage vigtige, men overhørte samtaleemner op. Jeg står et privilegeret sted og har muligheden for at tage dem. Jeg synes at det er vigtigt at fotografere sorte kvinder, brune kvinder, racialiserede mennesker. Da jeg var barn, manglede jeg at kunne se på folk, der lignede mig. Ikke kun i det virkelige liv, men også i medierne. I fjernsynet, film, bøger, magasiner, reklamer osv. Så jeg kan da biddrage med min andel i at gøre repræsentationen af det brune og sorte menneske i medie Danmark mindre mangelfuld og misvisende og mere alsidig og virkelighedstro.

Liv Latricia Habel, Diasporan Daughters, 2020.

. . .

Om fotografen:

Liv Latricia Habel (f. 1996) studerer fotojournalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX). Tidligere har Habel gået på KBH Film & Fotoskole, hvorved hun selvudgav fotobogen Diasporan Daughters, 2020.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s