ON THE GO: INTERVIEW MED CECILIE NEUMANN HANSEN

Den danske kunstfotograf Cecilie Neumann Hansen (f. 1988) anvender naturen omkring sig til at skabe abstraktioner og melankoli i et nærmest surrealistisk billedsprog. Hun er udstillingsaktuel på Fotografisk Centers digitale platform ON THE GO, hvor hun med projektet VULCANII NOROIOSI har fotograferet naturfænomenet muddervulkaner. Det er blevet til en række sort-hvide billeder, der på enestående vis fremviser vulkaner der består af mudder og sand, som er presset op til jordoverfladen af naturgassers udbrud 3000 meter under jorden.

Interview af Pauline Koffi Vandet

Cecilie Neumann Hansen, Vulcanii Noroiosi, Mud Flow VI, 2017

Dine billeder er nærmest naturlige abstraktioner. Ment i den forstand, at du har fotograferet et naturfænomen, hvor beskueren nærmest skal vide hvad det er, for at kunne gennemskue motivet. Det er fristende at tro, at du eksperimenterer med beskuerens blik og viden. For billedserien kunne næsten også fremstå at være på papir og kul. Afspejler din kunstneriske praksis en eksperimenteren med blikke, formsprog og viden om motiv eller hvordan vil du selv beskrive din kunstneriske praksis?

Jeg arbejder med min egen oplevelse af at være i naturen. Her går jeg på opdagelse med mine kameraer – jeg har gerne flere forskellige med – og skaber min egen fortolkning af det, jeg ser og oplever. Den uberørte og rå natur har en helt særlig værdi og interesse for mig. Det er et sted, der giver mig ro og en særlig følelse af at være til, da andre ikke har formet indtrykkene for mig på forhånd.

Jeg er optaget af at udfordre beskuerens blik. Når jeg fotograferer i naturen, vælger jeg udsnit af virkelighed og afskærer ofte referencerammerne. Jeg ønsker at fortælle historier, der ikke let kan afkodes i genkendelige motiver. Jeg vil udfordre beskuerens blik på, hvad landskabsfotografi er, og hvad abstrakt kunst er. Vi er hurtige til at afkode og kategorisere billeder i dag. Jeg ønsker at skabe billeder, der kræver tid og fordybelse og efterlader en følelse eller stemning hos beskueren. 

Hvorfor har du valgt at udforske netop naturfænomenet muddervulkaner? Hvad er din fascination ved dette fænomen?

Det var et tilfælde, at jeg fik kendskab til fænomenet muddervulkaner og besøgte dem på en rejse i Rumænien, hvor min kærestes familie bor. Jeg har altid været fascineret af naturens kræfter og former, og jeg har tidligere besøgt flere vulkaner og vulkanlandskaber i mellemamerika og Island.
 
Det gjorde et stort indtryk på mig at besøge muddervulkanerne i Rumænien. Vi boede på et guesthouse 50 m fra indgangen til området og var der i et døgn. Om dagen var der over 35 grader og bagende sol, hvilket var en stor kontrast til den kolde mudder, der flere steder boblede og sprøjtede op af jorden. I løbet af dagen var der mange turister ved de mest aktive kratere, men om aftenen og natten var der helt tomt, og området lignede et uvirkeligt månelandskab. Det var på mange måder en surrealistisk oplevelse at observere de konstante bobler og bevægelser i mudderet, der fortsatte, selv når der ikke var tilskuere. Det er et fænomen i naturen, der er ikke er afhængig af mennesket, og det synes jeg, er fascinerende. 

Cecilie Neumann Hansen, Vulcanii Noroiosi, Mud Pool III, 2017

Din fotoserie virker på en og samme tid både drømmende og dystopisk. Det er næsten som om, at vi befinder os i et helt fremmed og uigenkendeligt landskab. Men samtidig hersker der en særlig sanselighed ved dine fotografier, som drager mig ind og fastholder mig ved hvert enkelt fotografi. Kan du fortælle mere om dine overvejelser omkring måden du ville skildre muddervulkanerne i området Vulcanii Noroiosi i Rumænien?

Det var også en oplevelse af at være i et fremmed og uigenkendeligt landskab. Jeg har aldrig set noget lignende før. Det drømmende og dystopiske er tematikker, jeg gentagende gange har arbejdet med og føler mig draget af. Jeg har længe fotograferet landskaber, men de genkendelige landskaber var blevet for åbenlyse, så mit ønske var at skabe mine egne landskaber fra et ukendt landskab.

Jeg fotograferede med analogkamera på sort-hvid film, hvor jeg “pushede” filmen. Det vil sige, jeg havde indstillet kameraet til en højere iso end filmen, hvilket gør kvaliteten mere grovkornet og tilføjer en sanselighed til billederne. Dette gjorde jeg for at tilføje et ekstra abstraktionsniveau til de i forvejen surrealistiske landskaber. Oplevelsen ved muddervulkanerne gjorde et stort indtryk på mig, og jeg arbejdede længe på min fortolkning, så den kunne kunne yde retfærdighed til det oprindelige.

Jeg eksperimenterede med materialer, tekstur og dybde og tegnede med kul oven på fotografier, der var printet på mat genbrugspapir. Et af mine yndlingsbilleder er Watercolour, som jeg printede på rispapir og udstillede ved siden af en gren af lyng, jeg havde fundet i højlandet i Skotland. Jeg lavede også forstørrelser af billederne i mørkekammer. Hver metode tilføjede sit til billederne, men gjorde dem ikke nødvendigvis mere rigtige. Billederne, der er vist her, er stort set uredigerede.

Cecilie Neumann Hansen, Vulcanii Noroiosi, Watercoulor, 2017

Dit projekt VULCANII NOROIOSI er ikke det eneste projekt, hvor du udforsker naturen omkring os. Eksempelvis har du også skabt et fotografisk projekt om Vesterhavet, hvor du blandt andet også undersøger havet og dets skrøbelighed, skønhed og kraft. Er en udforskning af naturen, som vi omgiver os med, en væsentlig del af måden du undersøger verdenen på?

Projektet Vesterhavet lavede jeg et halvt år efter VULCANII NOROIOSI. Der er ligheder i min fototekniske tilgang til dette projekt, da jeg også pushede den sort-hvide film i fotografierne af den eroderede kystlinje ved Lønstrup. Udover de fotografiske værker arbejdede jeg også med objekter indsamlet fra Vesterhavet såsom mudder, ler, sand, muslinger og bevægede mig dermed hen mod en mere tredimensionel fortolkning af naturen. 

Mennesket har overtaget og ødelagt store dele af naturen, og i Danmark har vi ikke meget uberørt natur tilbage. Jeg er optaget af at udforske natur, der ikke er influeret af mennesker, hvor andre ikke på forhånd har bearbejdet de indtryk jeg får, og hvor jeg kan skabe mit eget.

Nu da udstillingen snart slutter vil jeg høre om der er andre perspektiver, som du ønsker beskueren skal have med eller reflektere over?

Som kunstner ser jeg det som min opgave at formidle min fortolkning af den stemning, jeg oplevede ved Vulcanii Noroiosi gennem mine billeder. Det handler ikke om at skabe en fuldkommen gengivelse af min oplevelse, og derfor er jeg endt med billeder, der ser anderledes ud end, hvordan der rent faktisk var. Vi ser alle noget forskelligt og oplever de samme begivenheder og steder forskelligt. Den enkelte beskuer vil også have deres egen oplevelse af billederne. Jeg har ud fra mine forudsætninger skabt en forbindelse mellem muddervulkanerne og beskueren, som de ikke ellers ville have haft. Det er den forbindelse, der for mig gør det interessant at skabe og opleve kunst.

Cecilie Neumann Hansen, Vulcanii Noroiosi, Dried Mud Flow I, 2017

Om kunstneren

Cecilie Neumann Hansen (f. 1988) er en dansk kunstner, der bruger naturen omkring sig til at skabe abstraktioner og melankoli i et nærmest surrealistisk billedsprog. Neumann Hansens billeder får tildelt en særlig magi, hvor det for beskueren kan være vanskeligt at se eller genkende det oprindelige, naturlige motiv. Cecilie Neumann Hansen er magikeren, og beskueren ser verden gennem hendes fortolkninger af den. 

Læs mere om Cecilie Neumann Hansen her: www.cecilieneumann.com

Tak
Et stort tak skal lyde til Cecilie Neumann Hansen for sit bidrag og samarbejde i forbindelse med den digitale udstilling på vores platform ON THE GO. Udstillingen kan opleves frem til den 3. april 2022.



One thought on “ON THE GO: INTERVIEW MED CECILIE NEUMANN HANSEN

  1. Hejsa Jeg vil da vældig gerne have et password – hvad gør jeg?

    Kh Jeanette

    Jeanette Land Schou mobil: 0045 21478838 website: http://www.JLSchou.art ________________________________ Fra: FOTOGRAFISK CENTER // BLOG Sendt: 28. marts 2022 14:24 Til: jeanette_schou@hotmail.com Emne: [Nyt indlæg] ON THE GO: INTERVIEW MED CECILIE NEUMANN HANSEN

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s