Af Nikolaj Callesen
Hvad er det der gør, at det analoge fotografi vinder indpas igen, blandt kunstnere og entusiaster, efter i en årrække at have været dømt ude? Hvad kan det fortælle os om måden vi bruger mediet som kunstform i dag, og hvad kan det fortælle os om teknologi og fællesskaber i vores samtid?
Siden en gang i de optimistiske start 00’ere har jeg fotograferet digitalt. I begyndelsen tog jeg begge dele: Var der et motiv, der virkede særlig stærkt på mine vandreture, tog jeg det også i en analog version.
Efterhånden blev det analoge solgt og jeg gik helhjertet ind i at arbejde digitalt, efter fortløbende at have undret mig over og spekuleret på, hvad den digitale arbejdsproces betød både for fotografiets hele væren som et kulturelt og teknologisk fænomen og for min egen fremgangsmåde som fotografisk billedkunstner.
Jeg interesserer mig for kunstfotografiet; for hvornår et fotografi formår at videregive en fortolkning af verden som når ud over en ligefrem gengivelse af motivet; en interesse for hvornår fortolker og omverden når en syntese i et fotografi – en syntese der etablerer et frirum for yderligere fortolkning, en åbning for at lade beskueren dvæle ved ’noget mere’, noget forløsende og frisættende.
Undren og det digitale skifte
Så hvorfor denne undren og måske problematisering af overgangen til det digitale og den medfølgende betydning for hvorledes vi afbilleder verden og færdes i den?
Hvad betyder det for vores kultur og os som sociale væsener, når vi i stort omfang afbilleder vores verden og deler den online, for måske at manifestere eller etablere et ’selv’? Hvilket ’selv’ er det vi genskaber online, via billeder, og hvad betyder den omfangsrige produktion af billeder for vores måde at betragte os selv og omverdenen på? Det synes jeg er vægtige emner for samtidigt kunstfotografi at forholde sig til, fordi kunstens rolle, her med fotografiet som medie, også er at tage bestik af sin tid; at etablere, som jeg ser det, både indsigt og øjeblikke af noget forløsende.
Erfaring, muligheder og samtid
I mange år, fastholdt jeg nødvendigheden af at arbejde digitalt både af praktiske årsager, i forhold til min egen måde at arbejde hurtigt og intuitivt, men også for at fastholde et kendskab til teknologien og hvad den indebærer for vores billedkultur: Fordi det digitale fotografi er fremherskende og det analoge kun gradvist og i visse kredse vinder indpas igen i disse år. Fordi fotografiet som relevant kunstform, som jeg ser det, må forholde sig til sit eget medie i vores samtid.
Frustration og udmattelse
I stigende grad har jeg dog bemærket en række problematikker opstå af den digitale måde at arbejde på. Jeg har stillet mig selv spørgsmålet om, hvor elektroniske signaler eller data lagredes kropsligt? Hvorledes kunne jeg mærke de billeder jeg producerede. Mange af de billeder jeg har taget digitalt, har jeg ikke været i tvivl om, at jeg holdt af, og så alligevel har jeg kun vanskeligt kunnet fæstne blikket og ”mærke” mine digitale fotografier. Måske i tanken, i billedets referencer udadtil, i hvad det viser og måden det viser det på, men et uroligt sted kropsligt. Jeg har oplevet at mit fotografiske arbejde i stigende grad er blevet meget krævende. Når jeg fotograferer, f.eks. i skoven, er jeg hyper-opmærksom på mine omgivelser og fuldstændigt udmattet af anstrengelsen ved dog på en eller anden måde også kropsligt at mærke og sanse min omverden og forsøge at hæfte disse kropslige erfaringer i fotografiske data, som jeg med det samme har adgang til og forsøger at forholde mig til meget hurtigt herefter.
Jeg har oplevet at mange af mine digitale billeder har en intensitet, men også til tider har en art ’ufæstnethed’ i sig. Det har undret mig. Det er som om de i sig bærer et tempo, som er meget højt i forhold til at etablere roen; som om de først igennem massivt analogt efterarbejde, print og indramning, sammensætning og fysisk manifestation, kommer til deres ret; åbner sig let. En stor del af forklaringen, for mig at se, ligger også i min egen praksis med at dele billederne på sociale medier. Sociale medier er ikke et rum for kontemplation, men for forventninger. Forventninger af forskellig art, men sjældent fyldestgørende for hvad et fotografi – som enkeltstående værk – i grunden rummer af potentiale for netop kontemplationen, fordybelsen og for noget forløsende.
Negativer, væsensforskel og det at dvæle
Jeg har i perioder genoptaget det analoge fotografi. Arbejdet med mine gamle negativer, skudt et par nye, og forholdt mig til de forskellige medietypers tempo. Det analoge fotografi har et væsensforskelligt tempo i sig, et tempo, der giver mig mulighed for at dvæle, og også kropsligt mærke en ro i betragtningen. Selv på en skærm er denne forskel tydelig for mig.
Hvorledes så forlene sig med at vi lever i en tid der kalder på teknologisk grænseløshed, næsten som et vilkår? At der ikke er grænser for hvilke fordele, der er ved at nemme arbejdsgange, producere, formidle, dele og forbinde, i et stadig i stigende tempo. Hvorledes bruger vi aktivt og bevidst sociale medier, og det digitale fotografi, når det kræver stor selvdisciplin at begrænse forventningerne, og stadig anerkende at digital kultur er et vilkår, med muligheder, for at producere, for at dele, for at nå hinanden på nye måder, et vilkår som i virkeligheden kræver et stort mentalt stykke arbejde at sortere i, dvs. i virkeligheden at vælge fra. Være sig bevidst om egne begrænsninger i en digital verden, der bygger på forestillingen om endeløse muligheder?
Forgængelighed og grænser
For mig handler det om at nå en erkendelse af forgængeligheden; af begrænsningerne; af nødvendigheden af at arbejde og mærke, sanse og være i verden i et tempo som det rent kropsligt og åndeligt er menneskeligt muligt at være med i. Det er ikke et ”en-til-en”-forhold, for den digitale virkelighed, er vi erfaringsmæssigt allerede i. Det interessante for mig at se er, hvorledes en digital realitet spiller ind på vores måde at gå til vores omverden på, ikke som et enten-eller onde, men som et vilkår og en del af vores livsverden. Hvorledes relaterer vi til tingene omkring os, til den fysiske verden, til naturen, til hinanden?
Det er både og. Det er ikke tilfældigt at analogt fotografi vinder frem i brede kredse blandt entusiaster, ligesom mange etablerede kunstnere har fastholdt det, og flere genoptager det som praksis. Der er simpelthen en anden indlejret begrænsning i det analoge fotografi, en art erkendelse af forgængelighed og grænser, som det digitale ikke er i nærheden af at kunne gøre efter. Et nærvær og en ro, som giver os fornemmelsen af at kunne dvæle ved det fotografiske værk.
Det digitale fotografi giver muligheden for at tage billeder, som rent teknisk ikke var mulige før. Tænk på højtopløsningssensorer, der, selv i semiprofessionelle kameraer, fanger detaljer som man i det analoge fotografi skal op at arbejde med avancerede tekniske storformats kameraer for at kunne matche i f.eks. tonalitet og farvespektrum. På den måde er det digitale kamera et værktøj som giver nye muligheder for fotografiet, men som kunstform og som kulturelt fænomen, er vi nødt til at forholde os til begrænsninger i mediet, om det er analogt eller digitalt. Der ligger en mere umiddelbar erkendelse heraf i den analoge måde at arbejde på, som løsner op for det problematiske ved at alt er muligt i vores digitale (foto-)samtid. Netop dér formår vi måske at trække nogle linjer, tråde eller spor igennem 150 års fotohistorie til i dag, og videre tilbage i billedets kulturhistorie. Måske derved kan vi i højere grad undgå en rodløshed, en rodløshed jeg synes, at jeg selv har erfaret i den hastige overgang til det digitale fotografi.
Analogt fotografi befrugter min egen arbejdsproces på den måde, og generelt er fotografiets historie også vores kulturs historie – og kun ved at erkende og indoptage vore egen begrænsninger, vores egen forgængelighed, når vi nærmere de forløsende øjeblikke, der også i kunsten er nødvendige for at finde balance, momentum og for at kunne navigere i de digitale muligheder, som vi – endnu uerfarne – nemt forventer for meget af, så de let får en negativ indvirkning på vores virkelige liv i verden, med hinanden.
Den kropslige, fysiske begrænsning har svære kår i forhold til internettets digitale fotografier. At samle op på erfaring og historie, at indoptage begrænsninger, konkret for nogle ved også at fotografere analogt, kan for mig at se være med til skabe balancer for, hvorledes vi forstår fotografiet som billedkunst; skabe nye håb og rum for mediets potentiale som forløser og frisætter på linje med andre kunstformer.
Fotografiet som medie og fænomen er et udsnit af den tid vi lever, men et centralt udsnit. Dets historie fortæller noget om vores historie som samfund og om fællesskaber. Derfor er det, som jeg ser det, væsentligt at arbejde med det tempo der lægges for dagen i fotografiet nu, fordi det afspejler en tid med et tempo – i mange af livets facetter – der, som jeg personligt erfarer det, ofte ikke stemmer overens med hvad vi som begrænsede og forgængelige mennesker formår.
Ved på forskellig vis at have snor i løfterne om og forventningerne til den teknologiske grænseløshed, kan vi måske nemmere finde de balancer, der skal til for at vi som mennesker, fællesskaber og samfund kan finde frirum og vokse.
FOTOGRAFISK CENTER // BLOG 